Menu

Menu

ForsideNyhederKalenderByerOm UdviklingsrådetProjekterKontaktDagsordenKorrespondanceBudgetGeneralforsamlingVedtægter
Foto:

Vedtægter for Blaabjerg Udviklingsråd

Aftalt på stiftende generalforsamling den 7. februar 2007

 

§ 1. Formål

Udviklingsrådet er et koordinerende forum, der skal bidrage til at fremme udviklingen i Blaabjerg området (Nr. Nebel skoles overbygningsdistrikt) samt i kommunen som helhed.

Stk. 2. Udviklingsrådet skal være talerør for Blaabjergområdet i sager, der vedrører udviklingen af dette.

Stk. 3. Udviklingsrådet indgår sammen med de andre udviklingsråd i kommunen i et netværk, der sikrer den nødvendige dialog mellem lokalområderne og kommunalbestyrelsen.

Stk. 4. Udviklingsrådet skal styrke samarbejdet mellem foreningsliv, erhvervsliv, lokalråd og de offentlige og private institutioner i lokalområdet.

 

§ 2. Valgret

Enhver forening, gruppe, lokalråd, institution eller enkeltperson, der har adresse i Nørre Nebel skoles overbygningsdistrikt har valgret til Udviklingsrådet. Enkeltpersoner skal dog være myndige, og have valgret til kommunalvalg.

 

§ 3. Udviklingsrådet

Udviklingsrådet består af op til 9 medlemmer. For at sikre en bred geografisk dækning, henstilles det til lokalrådene i Henne, Kvong, Lunde, Lydum, Nymindegab, Nørre Nebel, Outrup og Stausø at stille med hver 1 kandidat.

Stk. 2. Udviklingsrådets medlemmer vælges på generalforsamlingen.

Stk. 3. Udviklingsrådets medlemmer vælges skiftevis for en 2-årig periode. Genvalg kan finde sted.

Stk. 4. Udviklingsrådet konstituerer sig med en formand, en næstformand, en kasserer og en referent.

Stk. 5. Udviklingsrådet arbejder under ansvar over for generalforsamlingen.
Ved afstemninger i rådet har hvert medlem én stemme. Afstemninger afgøres ved simpelt flertal blandt de tilstedeværende rådsmedlemmer. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 6. Udviklingsrådet kan nedsætte udvalg/arbejdsgrupper, som refererer direkte til Udviklingsrådet.

 

§ 4. Økonomi

Udviklingsrådets regnskabsår er kalenderåret.

Stk. 2. For udviklingsrådets forpligtigelser hæfter alene udviklingsrådets formue. Ingen medlemsgruppe og intet medlem af rådet kan forpligtes økonomisk.

Stk. 3. Generalforsamlingen vælger på hvert ordinære møde en revisor samt en revisorsuppleant for en 1-årig periode. Genvalg kan finde sted.

 

§ 5. Generalforsamlingen

Generalforsamlingen er udviklingsrådets højeste myndighed.

Stk. 2. Ordinær generalforsamling skal afholdes én gang årligt i februar eller marts måned.

Stk. 3. Den ordinære generalforsamling indkaldes af rådet ved annoncering i en dækkende ugeavis eller dagblade mindst 14 dage før generalforsamlingens afholdelse.
Annoncen skal indeholde angivelse af tid og sted for mødets afholdelse samt dagsorden.
Dagsordenen skal mindst indeholde følgende punkter:
   1. Valg af dirigent
   2. Valg af referent
   3. Aflæggelse af beretning om udviklingsrådets virke i det forløbne år
   4. Fremlæggelse af det reviderede regnskab til godkendelse
   5. Fremlæggelse af budget
   6. Indkomne forslag
   7. Valg af rådsmedlemmer
   8. Valg af 1 revisor og 1 revisorsuppleant
   9. Eventuelt


Stk. 4. Ekstraordinær generalforsamling kan afholdes, når rådet skønner det nødvendigt eller såfremt mindst 25 stemmeberettigede skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af, hvilke emner/punkter, der skal indgå i dagsordenen.

 

§ 6. Afstemningsregler på generalforsamlingen

Afgørelser træffes ved simpelt stemmeflertal uanset antal fremmødte.

Stk. 2. Hvert fremmødte har 1 stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt.

Stk. 3. Skriftlig afstemning skal ske, såfremt blot én af de fremmødte kræver dette, dog altid ved personvalg.

 

§ 7. Fælles udviklingsråd

Udviklingsrådets formand indgår i det fælles udviklingsråd i Varde kommune.

 

§ 8. Vedtægtsændringer

Vedtægtsændringer skal vedtages på en ordinær generalforsamling af mindst 2/3 flertal af de fremmødte.

 

§ 9. Nedlæggelse

Udviklingsrådet kan nedlægges efter de samme regler, som er gældende for vedtægtsændringer, dog skal nedlæggelse besluttes på 2 af hinanden følgende generalforsamlinger.

Stk. 2. Udviklingsrådets midler tilbageføres til kommunen i tilfælde af nedlæggelse.




Således aftalt på stiftende generalforsamling den 7. februar 2007 og endelig tilpasset på efterfølgende udviklingsrådsmøde den 19. februar 2007.



Udviklingsrådet: