Nymindegab er en by i Sydvestjylland med 229 indbyggere (2015), beliggende 24 km syd for Hvide Sande, 8 km nordvest for Nørre Nebel og 31 km nordvest for Varde. Byen hører til Varde Kommune og ligger i Region Syddanmark. Nymindegab hører til Lønne Sogn, og Lønne Kirke ligger 4 km sydøst for byen på vejen til Nørre Nebel. Nymindegab ligger på klinten øst for Nyminde Strøm, Ringkøbing Fjords gamle udløb. Vest for strømmen ligger den sydlige ende af landtangen Holmsland Klit, der afgrænser fjorden fra Vesterhavet. På en halvø i fjorden nord for byen ligger en af de vigtigste rastepladser for trækfugle i Nordeuropa, fuglereservatet Tipperne.
Nymindegab har et blomstrende foreningsliv, ført an af Nymindegab borgerforening som samler byens borger og andre foreninger. Borgerforeningen står bl.a. bag Sankt Hans festen, strandrensning samt Nymindegab byfest, foreningens generalforsamling i januar er altid et tilløbsstykke for borgerne i Nymindegab. Desuden er der Nymindegab Græsningslaug - Naturpleje i særklasse. IK Vest er både en kajak klub og en krokket klub, V6 er en støtte klub for fiskekutteren V6 og vedligeholder Vesterhavn samt de tilhørende esehuse. Nymindegab Museums forening er en støtteforening til Nymindegab museum. I 2016 blev Nymindegab kåret til "Årets Landsby" i Varde kommune - Læs mere om Nymindegab på www.nymindegab.info samt #Nymindegab
Nymindegab har 1 repræsentant i Blåbjerg Udviklingsråd